EVENTYRLIGE DANMARK- Top 6 oplevelser


HYGGE

Danskerne er rigtig gode til at ”hygge” sig. Det kan være sammen med andre eller blot sidde foran brændeovnen med et tæppe omkring sig. Læse en god bog sammen med en varm kop kakao eller kaffe. 
Hygge forbindes ofte med god mad eller kage, som indtages mellem de andre hovedmåltider. Så formiddagskaffe, eftermiddagskaffe og aftenkaffe samler ofte familie og venner til ”Hygge”
Hygge hænger også tæt sammen med at danskerne er blandt verdens lykkeligste mennesker, om det skyldes at et af verdens største og bedste ØL brands Carlsberg er dansk, skal vi lade være usagt.  
 
Vi hygger os rigtigt meget.
 

SØNDERJYSK KAFFEBORD

Flotte ser kagerne ud, som de står på det lange bord. Her er alt fra roulader over kringler og sandkager til lagkager, småkager og tærter. I sandhed et overdådigt traktement!
Efter krigen i 1864 kom Sønderjylland under tysk styre, som ikke ville give spiritusbevilling til forsamlingshusene. I stedet begyndte danskerne at mødes til kaffebord. Det krævede nemlig ingen spiritusbevilling. Da intet forsamlingshus havde kapacitet til at lave kager til så mange mennesker, tog en del af deltagerne selv en kage med. Herfra er traditionen med de mange forskellige slags kager opstået. Der opstod hurtigt kappestrid mellem husmødrene om at medbringe den mest velsmagende kage, og derfor har det sønderjyske kaffebord altid været præget af høj kvalitet. Det store Sønderjyske Kaffebord består af mere kage end kaffe og for at være helt præcist skal der være min. 7 bløde, 7 tørre og 7 hårde kager.  
 
God fornøjelse med at prøve dette.
 

KULINARISKE OPLEVELSER - Danmark et Nordisk Køkken Paradis

Danmark er en kulinarisk destination kendt verden over. 
Danmark er hjemsted for den nye nordiske bevægelse, som har fokus på og respekt for sæsonbestemte og lokale ingredienser af høj kvalitet, så det er ingen overraskelse Danmark kan prale af 31 Michelin-stjerner og 26 stjernebelagte restauranter at vælge imellem.
Heldigvis strækker denne filosofi sig til den pulserende streetfood scene, hvor man kan prøve mad af alle slags uden at det koster en formue. Danmark er virkelig et madparadis.
 
Velbekomme.

VESTERHAVET – et hav af oplevelser

Danmarks samlede kystlinje er over 7.300 km lang, og det er helt usædvanligt for et så lille land som Danmark. Lige meget hvor du befinder dig i landet, er du maksimalt 50 km fra kysten, så tager du på tur i Danmark, vil kyst og hav næsten uundgåeligt være en del af oplevelsen.
Det brusende hav langs Danmarks vestkyst er et yndet udflugtsmål for både par og familier. Den storslåede natur med vide horisonter mod både nord og syd har lange brede sandstrande.
Året rundt er en slentretur på stranden et sikkert hit. En gåtur i den friske vind giver røde kinder og ny energi. Nyd bølgernes brusene, mens børnene samler sten og muslingeskaller. En dukkert i Vesterhavet er en skøn oplevelse, men vær meget opmærksom og varsom – det er store naturkræfter, der hersker i Nordsøen!
Flere steder langs den jyske vestkyst er der mulighed for at tage din bil eller bus og køre en tur på stranden, som et af de eneste steder i Europa, hvor du kan opleve denne helt fantastiske mulighed.  Eksempelvis kan vi anbefale en strækning fra Blokhus til Løkken i Nordjylland, en dejlig naturoplevelse på ca. 15 km.  Vejen består kun af strandsand. 
 
Vesterhavet er noget helt specielt.

SKAGEN – Danmarks Nordkap

Danmarks nordligste by og et populært rejsemål igennem flere generationer. 
Først var det malerne, blandt andet P.S. Krøyer, Anna og Michael Ancher, der slog sig ned i byen på grund af det fantastiske lys i området. Siden fulgte forfattere, bohemer og velhavende københavnere og i dag er det jetsettere og almindelige godtfolk, der søger til byen på Jyllands top. 
Og med god grund! Lyset er stadig specielt, men også stemningen og byens charme med sine karakteristiske gulkalkede huse med røde tegltage og hvidmalede vinduer, de hyggelige, gamle fiskepakhuse på havnen og de lækre fiskerestauranter er ikke til at komme udenom. 
Her kommer folk for at se de to have, Skagerrak og Kattegat mødes, opleve den særprægede natur og de flotte strande og bare være en del af det hele.
 
Kør med SANDORMEN – en udflugtsvogn trukket af en traktor hele vejen ud til GRENEN.
 

FYN – Eventyret venter

Velkommen til Fyn og Øhavet.
Kom og nyd livet, mens du udforsker en af Danmarks fineste øer. Oplev Odense i forandring. Besøg de velbevarede købstæder, de 123 slotte og herregårde og lad dig friste af lokale fødevarer og sublime restauranter, det hele smukt omkranset af et hav fyldt med 100 øer.
Fyn er også kendt for at være et fantastisk cykelområde, med masser af gode afmærkede cykelruter og nyanlagte stier at køre på. Du kan medbringe din egen cykel, eller blot henvende dig til et af de mange udlejningssteder på øen. 
Når man er på Fyn kommer vi heller ikke udenom Odense, hvor den danske eventyrdigter H. C Andersen blev født. Byen er i fuld gang med en omfattende byudvikling og på førerkurs med et storstilet robotventyr. Gå på opdagelse i de gamle kvarterer, besøg museer, attraktioner og lad dig rive med af stemningen til de mange forskellige festivaler. Nye spisesteder bliver ved med at dukke op. Dygtige kokke byder på skarpe menuer med sæsonens råvarer. Hold en pause i en af de mange parker eller sejl ned ad åen og besøg den smukke grønne Odense ZOO.  
 
”At rejse er at leve” H.C. Andersen
 

 

 
 
Visit Denmark / Kim Wyon
Visit Denmark / Maria Nielsen
Visit Denmark / Skagens Kunstmuseer
Visit Denmark / Mette Johnsen
Visit Copenhagen / Morten Jerichau
Visit Denmark / Kim Wyon
Visit Denmark / Niclas Jessen
Visit Denmark / Skagen Touristbureau
Visit Denmark / Birgitte Wolfgang