Rejsen til Nordkap og Lofoten er for mange én af livets største rejseoplevelser. Denne rejse har det smukkeste forløb man kan tænke sig, fordi det viser os alle facetter af Norge.
Nordgående følger vi kysten og besøger bl.a. øgruppen Lofoten og Tromsø, mens vi på den sydgående rejse oplever sameland, Atlanterhavsvejen, serpentinerveje og slutter af i det storslåede Fjordnorge med en direkte sejlads fra Bergen til Hirtshals.
Dag 1: Hirtshals-Larvik-Hamar 260 km
Udrejse fra Hirtshals med Color Lines Superspeed kl. 12.45. Allerede 4 timer senere er vi på norsk jord og eventyret begynder! Vi kører via Oslo til Mjøsa og byen Hamar, hvor vi har turens første overnatning.
Dag 2: Hamar-Trondheim 385 km
Vi følger den smukke Gudbrandsdal over Lillehammer og Ringebu med fotostop ved den charmerende stavkirke. Over Dombås og det imponerende Dovrefjeld når vi frem til vikingernes gamle residensby Trondheim og byens vartegn - den imponerende Nidarosdomkirke. Overnatning.
Dag 3: Trondheim-Mo I Rana 475 km
En flot strækning gennem et område kendt og elsket af laksefiskere. Vi kører over Steinkjer og Mosjøen til byen Mo i Rana, beliggende ved Ranfjorden. Vi nærmer os nu Polarcirkellandet. Aftensmad og overnatning.
Dag 4: Mo I Rana-Svolvær 405 km
En helt spektakulær dag. Vi krydser Polarcirklen - en af Jordens fem store breddekredse. I det arktiske område nord for Polarcirklen kan man om sommeren opleve midnatssol. Ved Skutvik sætter vi over med færgen til Svolvær på den magiske øgruppe Lofoten. Her bliver vi 2 nætter.
Dag 5: Lofoten udflugt
Lofoten er først og fremmest kendt for sit fiskeri og måden torskene hænges til tørre på de store fiskehjeller, der ses overalt på øerne. Lofoten har noget af den mest storslåede natur, Norge kan byde på. Stejle fjeldvægge, majestætiske rovfugle og små charmerende fiskerlejer som Henningsvær og Kabelvæg.
Dag 6: Svolvær-Tromsø 450 km
Endnu en storslået dag. Vi følger den faste forbindelse ”Lofast” tilbage til fastlandet. Over Bardufoss og Nordkjosbotn når vi frem til en af Nordnorges mest spændende byer Tromsø, hvor vi overnatter. Her kan du smage den lokale ”Mack” øl. Ishavskatedralen er byens stolte vartegn.
Dag 7: Tromsø-Honningsvåg 500 km
Vi starter dagen med at krydse 2 fjorde. Landskabet ændrer karakter når vi kører op over Sennalandet. Måske ser vi samefamilier med sommerboplads her. Vi følger den nøgne Porsangerfjord på sidste del frem mod turens højdepunkt Magerøya hvor Nordkap ligger. Vi indlogerer os i Honningsvåg, inden vi om aftenen kører ud til Nordkapklippen der hæver sig 302 m op over Ishavet. En betagende oplevelse at stå på ”Europas tag”.
Dag 8: Honningsvåg-Karasjok-Alta 435 km (Honningsvåg-Alta direkte 210 km)
Vi anbefaler den fantastiske rute over Karasjok med stop ved det samiske museum Sapmi, hvor vi oplever forskellige kotaer og får indblik i samisk historie og kultur. I Kautokeino besøger vi Juhls Sølvsmedie – en kunstnerisk oase midt i sameland, grundlagt af et dansk-tysk ægtepar. Videre mod Alta i bunden af Altafjorden. Vi bor lige over for den nye Nordlyskatedral.
Dag 9: Alta-Narvik 470 km
Området omkring Alta har været beboet i små 10.000 år – og har Norges mest fantastiske helleristninger. Et højdepunkt er den bjergtagende udsigt fra Kvænangsfjeldet. Vi fortsætter ned over Bardu frem til dagens overnatning i Narvik. Byen er kendt som udskibningshavn for den svenske jernmalm fra Kiruna og for sin historie under 2. verdenskrig, hvor der blev kæmpet om byens isfrie havn.
Dag 10: Narvik-Fauske 250 km
En sejlads over Tysfjorden giver masser af frisk luft og tid til en kaffepause. Dagens etape giver mulighed for en afstikker til Bodø (125 km ekstra) og for at opleve tidevandet ved Saltstraumen. Vi overnatter i Fauske – kendt for sin fantastiske rød/hvide marmor - bl.a. anvendt på FN-bygningen i New York.
Dag 11: Fauske-Steinkjer 530 km
Vi passerer atter den imponerende Saltfjeld og krydser Polarcirklen – denne gang i sydgående retning. Vi overnatter i Steinkjer.
Dag 12: Steinkjer-Åndalsnes 430 km
I dag drejer vi ind i fjordlandet og ud mod Atlanterhavsveien – en spektakulær oplevelse. Pause ved Eldhusøya hvor vi går en lille panoramarundtur med flot udsyn mod de imponerende broer. Via rosenbyen Molde og færgen over fjorden, når vi frem til overnatning i Åndalsnes.
Dag 13: Åndalsnes-Førde 280 km
Endnu en dag med mange superlativer. Over serpentinervejene Trollstigen og Ørnevejen til Geiranger, herfra sejlads på Norges smukkeste fjord til Hellesylt. Videre over Loen og Skei – langs dybblå fjorde og gletsjersøen Jølstravatnet til overnatning i Førde.
Dag 14: Førde-Bergen 175 km
Vi fortsætter ned mod Norges længste og dybeste fjord Sognefjorden, som vi sejler over ved Lavik. Vi når frem til den gamle hanseby Bergen, hvor et af Fjord Lines komfortable skibe ligger klar til afgang kl. 13.30 til en flot sejlads langs kysten og ned over Stavanger. Fælles aftenbuffet om bord.
Dag 15: Ankomst morgen i Hirtshals
15 DAGE
14 X HALVPENSION
Pris på forespørgsel
Pakkepris pr. person
Tillæg enkeltværelse
TILLÆG / EKSTRA
Dag 8: Entre Sapmi inkl. filmfremvisning
Dag 9: Entre Alta Museum inkl. audio guide
Dag 10: Entre Norsk Luftfartsmuseum Bodø inkl. visning
MED I PRISEN
13 overnatninger med halvpension (morgenmad + aftensmad)
1 natfærge fra Bergen til Hirtshals med aften- og morgenbuffet ombord
Alle nødvendige norske fjordfærger i forhold til foreslået program
Color Line Hirtshals-Larvik for bus og passagerer
Sejlads på Geirangerfjorden