Vi elsker engagerede og kompetente medarbejdere, der er med til at styrke og udvikle NORDIC TOURS. Vi har onboardet mange fantastiske kolleger i hhv. foråret og efteråret 2024. I løbet af 2025 får vi formentlig igen brug for at ansætte yderligere 3-4 friske og ambitiøse kolleger, der vil være med til at udvikle og vækste firmaet. Derudover elsker vi at modtage uopfordrede ansøgninger til alle afdelinger. Husk at vi også gerne tager elever til en spændende 2-årig elevuddannelse.
NORDIC TOURS er en af Danmarks mest respekterede arbejdspladser inden for turismeerhvervet, hvilket vi er stolte af. Skriv altid i din ansøgning, hvad du kan byde ind med, og hvorfor vi skal ansætte lige præcis dig! Alle vores aktuelle stillingsopslag vil altid kunne findes på jobnet.dk, men her pr. årsskiftet har vi ingen ubesatte stillinger.
Vi regner med i løbet af 2025 at få brug for et par nye Key Account Managers og Operations Managers til enten gruppe- eller FIT-afdelingen. Du forventes til begge stillinger at være sprogstærk, at være en god teamplayer og at være serviceminded. Relevante sprog udover dansk er først og fremmest tysk, engelsk og hollandsk.
Som Key Account Manager kommer du til at arbejde med aktiv bearbejdning af kunder - både telefonisk og skriftligt. Et par gange om året kan der blive tale om messer og kundebesøg i ind- og udland, så du forventes at være udadvendt, selvstændig og dynamisk.
Som Operations Manager er du først og fremmest struktureret, løsningsorienteret og elsker at have det kølige overblik og have styr på alle detaljer. Udover at arbejde med bookinger og gennemførelse af ture, vil du også blive en vigtig salgsbackup for de Key Account Managers, du arbejder i team med.
Brancheerfaring fra Incoming, bus- eller hotelbranchen er altid en fordel - men ikke noget krav. Kørekort B (almindelig bil) forventes.
Vores økonomiafdeling og/eller vores indkøbsafdeling skal sandsynligvis også styrkes i løbet af 2025. Måske er du "crazy about numbers" og vil sætte en ære i at betale leverandører før forfaldsdato og at bogføre firmaets store cashflow korrekt og hurtigt første gang. Måske har du falkeøje, der spotter fejl i indkommende fakturaer? Måske er det analyser af markedsudvikling eller DB-tal du helst vil at arbejde med? I så fald er det vores økonomiafdeling, du skal søge job i.
Vores indkøbsafdeling tilbyder både klassiske indkøbsopgaver – forhandling af priser og betingelser samt sikring af kapacitet - samt mulighed for at arbejde med produktudvikling og lave research på nye oplevelser og leverandører. Du er struktureret og lyttende, hurtig på tasterne og skarp til Excel. Du elsker at se hvordan dit arbejde i maskinrummet hjælper dine kollegaer i Salg og Operations til at skaffe flere tilfredse kunder og hvordan dine kollegaer i Økonomi får et bedre og mere effektivt flow i deres afdeling.
ELEVER / PRAKTIKANTER / TRAINEES
Vi har stor erfaring med at uddanne elever og giver gerne dig en attraktiv 2-årig kontoruddannelse inden for branchen. En elevuddannelse kan sagtens ende med et tilbud om fastansættelse og spændende karriereforløb hos NORDIC TOURS.
For alle ansøgere gælder det, at vi tilbyder et dynamisk og attraktivt arbejdsmiljø i grønne omgivelser i Frichsparken lige ved Ringgaden og Brabrandstien. Du finder os ved springvandet lige over café MiB. Vi har et erfarent team på godt 40 medarbejdere. Hos os kan du arbejde selvstændigt, få fleksibel arbejdstid, frihed under ansvar, pensionsordning og sundhedssikring - og sidst men ikke mindst stærke værdier og udviklingsmuligheder i en attraktiv branche! Turismeerhvervet er Danmarks 4. største eksporterhverv!
Alle ansøgninger og CV sendes til Marianne Duus md@nordictours.dk. Vedhæft relevante eksamenspapirer, udtalelser og referencer og skriv, hvilken stilling du ønsker at søge og fremhæv, hvorfor vi lige skal vælge dig.
Vores internationale team arbejder kontinuerligt sammen om strategi, kundepleje og nye innovative produkter. Som medarbejder er du derfor med til at forme vores virksomheds fremtid. På studieture lærer du vores spændende destinationer at kende og får på den måde nogle fantastiske produkter ind under huden.
Vi har et godt arbejdsmiljø på hovedkontoret i Frichsparken, hvor vi har udsigt over Århus Å og er i gåafstand fra centrum. Flextid gør det muligt individuelt at tilpasse arbejdstiden i hverdagen. Vi er omfattet af overenskomst mellem REJSA og Krifa - så vi har ordnede forhold og styr på pensionsordning, ekstra trivselsdage m.m.